Valgforsamling 2026

Valgforsamling 2026

Valgforsamling 2026

Tirsdag 15. september 2026, kl. 19:00
Stjær Forsamlingshus, Tåstrupvej, Stjær, 8464 Galten

Den 15. september 2026, kl. 19.00 i Stjær Forsamlingshus er der valg igen. Vi skal have valgt de i alt otte personer, der skal arbejde for og med kirkerne i Storring og Stjær i 2027 og 2028 i vores fælles menighedsråd for sognene. 

Forestil dig en hyggelig aften i Stjær Forsamlingshus. Alle bliver registreret ved indgangen - har du stemmeret i Storring-Høver eller i Stjær Sogn? Snakken går i salen. Reglerne, som vi kender så godt fra Foreningsdanmark, gælder også her, så vi vælger en dirigent, så snart der er budt velkommen.

Menighedsrådet fortæller om nogle af de opgaver, rådet arbejder med. Det er en bred vifte af praktiske og administrative ting, der skal gå op i en højere enhed, før kirkerne eller Konfirmandstuen i Storring står klar til at slå dørene op. Det gælder både til store arrangementer som konfirmationer og koncerter, og til det daglige arbejde på kirkegårdene og i de mødesteder, som kirken faciliterer. Erfarne medarbejdere og frivillige løfter det meste af opgaven.  

Kandidater stilles op på mødet, og de får mulighed for at præsentere sig selv og baggrunden for at stille op. Herefter er der en skriftlig afstemning, stemmetælling, og et resultat inden vi går hjem.  

I Menighedsrådet bidrager alle med det, de kan og vil - og der er brug for alle. Det har stor betydning, at rammerne om det arbejde, som kirkerne står for, er på plads. Derfor er det også værd at overveje, om en plads i menighedsrådet kunne være noget for dig? Om du kunne være med til at tage godt imod vores kommende præst? Eller passe godt på bygningerne? Eller planlægge aktiviteter sammen med andre? 

Vi glæder os til at se dig! 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

  Storring-Stjær sogne   ·   Præstegården, Stjærvej 14, Storring, 8464 Galten       86 95 00 74       storring.sogn@km.dk