20 år er gået...

Kære menighed, ”tyve år er gået, og I har mig stadig her”, ja sådan med en lettere omskrivning af Bjarne Lillers sang, kunne man vel godt synge i dag, omend jeg hverken er blevet mere buttet endsige har skyggen af noget, der kunne ligne mørkt og krøllet hår. For i dag - 2. s. i advent - er det præcis 20 år siden jeg første gang stod på denne prædikestol og holdt prædiken for menigheden her i Storring, Stjær og Høver.

Jeg holdt mit ord
Da stillingen i sin tid blev slået op og Charlotte og jeg kørte herud for at se om det var en stilling jeg skulle søge, blev vi vist rundt i præstegården af Olga Andersen, som dengang var formand for menighedrådet i Storring, og på et tidspunkt undervejs spørger Olga mig; om jeg, hvis jeg nu får stillingen, har tænkt mig at blive her i mange år. ”Ja, naturligvis”, svarede jeg hende, hvortil hun replicerede med et skævt smil,” ja, ja - det lover I alle sammen”. Men Olga, jeg holdt ord, selvom 20 år endnu ikke kan sammenlignes med den navnkundige Pastor Dyreborg, som var her 28 år.

Børnene er blevet store 
Men 20 år er gået, og selvom det på den ene side kan synes som var det i går, at Charlotte, lille Nikolaj og jeg flyttede ind i præstegården, så kan man blot ved at se på Nikolaj i dag, med al tydelighed se, at årene er gået, for han er både vokset mig over hovedet og rejst hjemmefra, og Tor og Sigrid der siden er kommet til, er snart på vej til samme.

Fra dåb til begravelser 
Og de børn jeg i sin tid døbte som nogle af de første har jeg for længst konfirmeret, og nogle af de første konfirmander har jeg fået lov at vie, nogen endda mere end én gang, og nogle af deres børn har jeg døbt. Og så mange mennesker, som jeg har kendt og holdt af, har jeg fået lov at begrave. Ja, rigtig mange af dem lever endnu så tydeligt i min erindring, for de har sat sig spor i mig og min livshistorie. Jeg har fået lov at møde og komme tæt på så mange vidt forskellige mennesker i gennem de 20 år - i de vigtigste overgange og situationer i deres liv. Det oplever jeg som et privilegium.

Præsten og evangeliet 
Tiden er gået, og selvom der også som i et hvert godt ægteskab, har været perioder, jeg godt ville have været foruden, så skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg er rigtig glad og taknemlighed for, at jeg har fået lov at være præst her. Og det håber jeg er gensidigt. Ellers håber jeg så sandelig I siger det. For en præst må aldrig stå i vejen for det budskab, han først og fremmest er kaldet til: at forkynde. Et evangelium der taler og har noget vigtigt at sige til alle mennesker - i alle livssituationer. Det gælder også, når det er den undergangstemning teksten i dag taler om, som rammer vores liv. Da er evangeliets ord til os, at vi ikke skal lade os gribe af frygt og angst, men rette ryggen og løfte hovedet, og huske på, at Gud er her og han ser dig. Som det lød til dig i din dåb, så har du intet at frygte, for Gud står inde for dig - det gentages for dig igen og igen ved nadverbordet, som det elskede barn du er i Guds øjne. Så løft dit hoved, ret din ryg, og mød din næste og din dag med åbenhed, håb og frimodighed. Så kort kan det også siges. Det er det evangelium, en præst aldrig må stille sig i vejen for, endsige bliver træt af at gentage. Det er også det evangelium, jeg har beflittet mig på at gentage for jer, for jeg har jo selv erfaret, at de ord her holder og kan bære, også når undergangen kommer helt tæt på.

En direkte linie 
Apropos tekstens tale om diverse vejrfænomener, så er vi præster jo ikke metrologer, men jeg tror alligevel ikke, at der findes et folkefærd i det her land, som man tillægger så meget magt og indflydelse over vejret som netop præster – det indtryk kunne man godt få. Hvis I vidste hvor tit mit forhold til Vor Herre gennem de sidste 20 år er blevet kædet sammen med vejret. ”Nu har du vel sørget for godt vejr, præst”. Eller ”kunne du ikke godt have forhindret det møgvejr, præst”, osv. osv. De bemærkninger betragter mange af mine kollegaer som ét af de kors de nødtvunget må bære. Jeg tager det nu ikke så tungt. Jeg plejer gerne at være på forkant ved selv at sige, at jeg faktisk har sørget for godt vejr – og folk kan jo så se, at jeg har forbindelsen i orden, i hvert fald i 50 % af tilfældene.

Tal-mani 
Apropos procenter og tal, så lever vi i en tid, hvor alt skal tælles, og hvor vi elsker tal og beregninger og opgørelser, som aldrig før, og jo større tal, jo større værdi. Einstein sagde; “Alt hvad der kan tælles, tæller ikke nødvendigvis, og alt hvad der tæller, kan ikke nødvendigvis tælles.” Og det synes jeg han har evig ret i. Men skulle jeg nu undtagelsesvis, lade mig rive med af denne tal-mani, så lad mig bruge tallene til at fortælle jer noget glædeligt.

Folkekirken er en succes 
For kære menighed, ved du godt at du er en del af en succes! Ikke bare er kristendommen den religion, som globalt set er mest i vækst, helt enormt faktisk, hvis vi lige ser bort fra dele af Europa, men også vores egen lille lutherske folkekirke er en kirke med succes. Selvom jeg godt ved, at nogle konstant har travlt med at fremmale undergangsstemning over folkekirken, så er det noget vrøvl. Folkekirken trives i bedste velgående og nyder en enorm opbakning i det her land. En opbakning alle andre lutherske lande i Europa er dybt misundelige over. Jeg læste i den forgangne uge, en på én gang nedslående, men set fra dansk side, også ganske opmuntrende beretning, om den lutherske kirkes situation i Europa. Mens der f.eks. i Luthers eget fædreland, Tyskland, kun er ganske få procent medlemmer, så har folkekirken stadig et medlemstal omkring 80%! Mens man i Tyskland er glade hvis bare to elever fra en 7. klasse ønsker at blive konfirmeret, da ønsker langt de fleste elever i en 7. klasse at blive det i Danmark. Dåbsprocenten i Danmark er også høj, ikke mindst sammenlignet med resten af de lutherske kirker i Europa.

Men kære menighed, også her hos os går det jo godt. Vore sognes små størrelser til trods, er opbakningen i procent langt over landsgennemsnittet, både for antal kirkegængere, døbte, konfirmerede, for ikke at tale om den opbakning vi nyder til alle de øvrige arrangementer kirken sætter i søen.

Trofast opbakning 
Kære menighed, med evangeliets ord: løft hovedet, ret ryggen, lad jer ikke rive med af al den dommedags tale og undergangstemning, som florerer om folkekirken i tiden. Ofte forbindes kirkens succes eller mangel på samme med den præst, man er heldig eller uheldig at have. Men det passer jo ikke helt, for jeg ved i hvert fald, at det i lige så høj grad hænger sammen med de folk der bor i sognet - og da må det siges, at jeg er begunstiget af sognebørnene her! I gennem de 20 år jeg har været her, har jeg nydt godt af nogle gode og aktive menighedsråd, som på hver deres måde bredt har repræsenteret folk i vore sogne, og som alle med en stor vilje, lyst og energi, og uden at få en krone for det, har brændt for sagen, og lagt oceaner af timer i kirkens arbejde til fælles glæde og gavn. Det vil jeg også i dag på min jubilæums dag, af hjertet sige jer alle tak for.

Og dertil kommer at jeg har dygtige og trofaste medarbejdere, som også gennem mine 20 år her har givet og giver så meget af sig selv til fælles gavn og glæde, også langt mere end de får løn for. Det er der også mange andre sogne der misunder os. Så også af hjertet tak for det. Nogle af de steder hvor den tydeligste forandring er sket gennem de 20 år er inden for det stigende antal ansvarsområder som menighedsrådet er blevet pålagt at varetage. Det er ganske enormt. Derfor hører jeg heller ikke til dem, der beklager sig over, at gennemsnitsalderen for menighedsrådsmedlemmer er rimelig høj, og for en stor dels vedkommende primært består af efterlønnere, for det er i dag indimellem et fuldtidsarbejde at sidde i menighedsråd.

Cykelpræsten 
Men også præstestillingen er mærkbart forandret gennem de år. De første år jeg var her, var en væsentlig del af landsognepræstens opgaver, ud over de gudstjenestelige handlinger, at cykle rundt og besøge folk i sognet og skrive i kirkebogen. Det har forandret sig. I dag skal præsters arbejdsopgaver, om han eller hun er i byen eller på landet, også kunne måles og vejes og sammenlignes, hvilket bl.a. har betydet at landsognepræster i stigende grad får konkrete opgaver uden for sognet. For bare 20 år siden var et sogn stadig en urokkelig størrelse, men i dag er sognet, og især de små sogne, under pres. Sognet og landsognepræsten, som vi har kendt det gennem århundreder, er uddøende størrelser. Jeg bliver derfor helt sikkert den sidste traditionelle sognepræst, der bliver skrevet på præstetavlen for Storring – Stjær sogne. Fremtidens præst skal indgå i teams, i større enheder - landsognekirker som vores vil i stigende grad blive omdannet til lejlighedskirker eller lukke, for det er alt for urentabelt og dyrt med alle disse små enheder, lyder det konstant, selv fra kirkens egne folk.

Det, der ikke kan tælles
Undergangstonerne lyder også i denne sammenhæng. Men helt ærlig, kære menighed, for som Einstein sagde; “ikke alt det der tæller og for alvor betyder noget kan nød- vendigvis tælles.” Skal vi bare uden videre, gøre knæfald for dommedagsbasunerne? Har man da helt glemt hvad det rent evangelisk vil koste, for nu at bruge et låneord fra økonomiens verden, hvis vi ikke længere er kirke og præst i det nære, der hvor vi har rigtig god mulighed for at komme i berøring med mennesker. Der hvor kirke og præst lever med i sognefolkets liv på tætteste hold i sorrig og glæde. Ja, jeg spørger bare.

Derfor skal min opfordring i dag til jer også lyde; lad os dog i fællesskab kæmpe imod så længe vi kan; lad os rette ryggen og løfte hovedet, og med evangeliets trodsige budskab i ryggen, nægte at bøje os i støvet for den undergangstemning som hersker i tiden! Og lad os også bare give dem tal på bordet, der viser, at folk her hos os vil bruge deres kirke! Så bak op om din sognekirke, mød talstærkt frem, for ingen er tjent med, ikke at have en kirke og en præst de kender.

Præst og menighed 
Jeg indledte med en sang og vil slutte med én. Grundtvig sammenligner i sin kærlighedssang til Marie Toft, ”Hvad er det min Marie”, ægteskabet mellem to mennesker med forholdet mellem præst og menighed. Selvom der naturligt nok også er forskel, så har jeg nu også altid set mit kald herude som et ægteskab med menigheden. Jeg har i hvert fald bestræbt mig på at være jer tro i min gerning som præst. At yde det bedste jeg kunne i de mange forskellige sammenhænge som en præst nu sat her for.

Lad os kæmpe for vores kirke 
Nuvel, der er sikkert meget der kunne være bedre, og som jeg burde have gjort anderledes. Men I skal bare vide, at jeg har gjort det, og stadig gør det helhjertet, med de evner, som vor Herre nu engang har udrustet mig med.

Og vide skal I også, at jeg føler mig priviligeret af at være blevet kaldet som præst her hos jer - her at kunne vie mit liv til det, der er det vigtigste i mit liv, nemlig min tro. For det er jo sådan det er med mennesker man holder af - med dem, vil man gerne dele det vigtigste man har. Derfor ser jeg frem til flere år, hvor jeg kan få lov at dele min tro med jer. Hvor vi i fællesskab kan virke og kæmpe for, at vores kirke og kirkeliv kan bestå og blomstre mange år endnu.

Carsten Marvig 
Sognepræst