ti-åbning

     - Natur- og Vandresti indviet lørdag den 6. september 2008 i Præstegårdsskovene Storring Præstegård og Søballe.

"Gå, så går det nok! Sådan skriver Søren Kierkegaard i et opmuntrende brev til sin syge svigerinde, Henriette.

Tab for alt i verden ikke lysten til at gå; Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til, og jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den. Ja, det siger jeg dig, kun i bevægelsen er sundheden og frelsen at finde. Når man således bliver ved med at gå, så går det nok!

Og de ord kan vel i grunden ikke passe bedre på dagen i dag, hvor vi skal indvie den nye vandresti i Præstegårdsskoven, som vi håber, at rigtige mange vil få lyst til at gå og vandre på. "

Sådan indledte sognepræst Carsten Marvig sin indvielsestale fra prædikestolen i Storring Kirke.

Senere kom han ind på det genopdagede fænomen "pilgrimsrejser" og "pilgrimsvandringer".

"Hvem siger, at ikke bare en gåtur i f.eks. præstegårdsskoven også med lige ret kunne kaldes en pilgrimsrejse," sagde Carsten senere i sin tale.

"For det der basalt set karakteriserer en pilgrimsrejse - kort eller lang, alene eller sammen med andre – er, at det også er en vandring med Gud, hvor man giver sig tid til at fundere over livet, med sindet og alle sanser åbne for det, der møder os og kommer til os på vejen.

Og lad det være mit ønske, at den nye vandresti i præstegårdskoven også for rigtig mange må blive en pilgrimsrejse med Vor Herre, til udvidelse af horisonter og større indsigt i livet, så vi kan sige som Kierkegaard; her går jeg mit velbefindende og mine bedste tanker til, og ingen tanker er så tunge, at jeg ikke her kan gå fra dem, for på min vandring finder jeg sundhed og frelse.

Med det for øje, skal min opfordring til jer være: Gå, så går det hele nok. Amen."

Det var vores allesammens fælles skovsti, der blev indviet efter alle kunstens regler.

Gennem længere tid har præstegårdsudvalget sammen med Skovdyrkerforeningen og en flok hårdtarbejdende frivillige fra sognene gravet huller og opsat pæle med alle de officielle piktogrammer, så vi nu har 3 afmærkede ruter gennem skoven.

Lørdag havde ikke mindre end 50 personer trodset de dystre vejrudsigter og begivet sig til Storring for at indvie den nye Vandresti. Også byrådet var repræsenteret, og der var - trods udsigterne og regn om morgenen - et dejligt vejr til en travetur.

Vi startede i Kirken, hvor vi holdt en kort gudstjeneste, før vi samledes på Børnehavens P-plads.

Her fortalte Leif Christoffersen om arbejdet med stien, om det paradoksale i at en præstegård stadig ejer en pænt stor skov, og om fremtidsplanerne for skov og sti. Der er allerede et stort ønske om at etablere en sø i Søhave, men der skal lige findes finansiering til foretagendet. Vi håber også på at kunne etablere primitive overnatningsmuligheder i form af shelters el. lign. 

Jens Elm Sørensen fra Skovdyrkerne i Østjylland fortsatte med at fortælle lidt om skoven. Bl.a. fortalte han til vores store overraskelse, at Søballevej kun er ca. 100 år gammel. Førhen gik turen til Søballe ad stien langs præstegårdsmarken, gennem Gammeldam, og videre gennem skoven mod Søballe. At vores græsbegroede markvej var den gamle hovedfærdselsåre mellem de to byer kom som noget af en overraskelse for de fleste.

Efter talerne blev den nye folder omdelt, så de glade vandrere kunne rådføre sig med den på turen rundt i skoven. De tre ruter blev guidet af hhv. Jens Elm Sørensen, Ingolf Bjerreskov fra Stjær og Elisabeth Thorsen fra Storring. Alle havde de gode historier og observationer at byde på. Hvordan f.eks. med kraniet af den unge pige, som blev fundet for nu mange år siden ? Hun menes at have druknet sig selv i mosen efter at være blevet overfaldet af den daværende præst i Storring Præstegård.

Nu ER det et par dage siden. Det hele skal have fundet sted engang i 1600-tallet, men ... vi hører gerne mere om både denne og andre historier, som nogen måtte kunne grave op.
Brug evt. folderen som ideoplæg. Der er allerede her et par ting, der kan graves yderligere i på Egnsarkivet, for den der måtte kunne finde tid en mørk vinteraften eller to.

OG det er ganske vist. Hele turen kan klares med en ganske alm. klapvogn. Der er vådt på sine steder, men fremkommeligt - også i børnehøjde.

Læs hele Carsten Marvigs tale (pdf).

Hent folderen om livet i skoven og sti-ruterne (pdf).

 

 

/Michèle Nielsen