rædikener

     - Pinsedag, Kirkens fødselsdag, og åbning af kunstudsmykningen i Stjær Kirke.

Salmer:
290   I al sin Glans nu Stråler Solen.
294   Talsmand, som på Jorderige.
448   Fyldt af Glæde over Livets Under (I Stjær, dåb).
(29    Spænd over os dit Himmelsejl (I Storring, ingen dåb).)

      — Prædiken  —

291   Du som Går ud fra den Levende Gud.
319   Vidunderligst af alt på Jord (under altergangen).
725   Det Dufter Lysegrønt af Græs.

 

Dagens Evangelie-tekst (Joh 14,15-21) finder du her.

Vil du høre prædiken ?

Kære Menighed, kan man blive høj og beruset af at gå i kirke? Ja, det kan man da, for her er alle muligheder til stede for at blive beruset af spiritus – Spiritus Sanctus – den Hellige Ånd. Og sådan en pinsemorgen er det virkelig svært at undgå når vi sidder her og skråler med af hjertens lyst på vores vidunderlige pinsesalmer – kan I ikke mærke hvordan I nærmest beruses af liv og glæde? Ja, man skal da nærmest anstrenge sig for undgå det.

Og mindre beruset bliver man jo ikke når man sidder i disse smukke rammer, som denne pinse har fået et helt særligt skær over sig med den flotte kunstneriske udsmykning.

Jo, det er pinse, det er kirkens fødselsdag, den dag Guds Ånd kom over en flok slukørede og modløse disciple så de pludselig fik gnisten tilbage og frimodighed til at gå ud på gader og stræder i Jerusalem og med prædiken mild forkynde evangeliet om Jesus Kristus, så en broget skare af alle nationaliteter blev grebet og lod sig døbe – 3000 i alt fortælles det, mænd, kvinder og børn. Og dermed var den første menighed eller kirke af levende stene blevet en kendsgerning.

Og næsten 1000 år skulle der gå før dette glædesbudskab nåede en afkrog af verden som Stjær dengang var, men også her kom Guds Ånd over en rejsende munk så landsbyens beboere blev grebet og beruset, lod sig døbe og byggede kirke – først af træ og siden af sten. Og nu næsten 1000 år efter sidder vi så i den selv samme kirke grebet og beruset af Spiritus Sanctus.

Ja, gennem næsten 1000 år er man kommet herind med glæder og sorger til hverdag og fest som lille Magnus, der i dag er blevet fortalt ind i Guds historie af gode og livgivende ord, men også døbt og føjet ind den lange række af døbte siden de allerførste blev det den pinsemorgen tilbage i Jerusalem.

Jo, den gamle kirke som i generationer har været et uvurderligt samlingssted som en kilde til liv og frimodighed, til tro, håb og kærlighed midt i verden.

Nej, hvad gjorde vi uden det gamle hus midt i den gamle by. ”Ja, for mig gør den nu ingen forskel”, sagde en til mig forleden. ”Jeg klarer mig fint uden den og dens bragesnak”.

Og det er han jo nok ikke ene om at mene, for så løsrevet og fjern i vores bevidsthed fra det, der synes at betyde noget derude i verden, kan den gamle kirke måske godt forekomme når livet bare drøner af sted, og vi halser efter for at følge med.  Ja, så fjern som den ligger der omkranset af den grønne hæk og de dødes blomsterhave.

Jo, hvad nøt’ er den til? Var det ikke også bedre at bruge både penge og tid på de fattige i verden end på blomster og paradisgrønt, lys og varme, kunst og musik som også disciplene engang udbrød forarget da en kvinde udøsede den kostbareste og mest velduftende salve over Jesus – hvad nøt’ er det til? Var det ikke bedre at veksle salven til penge og brød til de sultne?

Jo, en smuk tanke og smukke ord, det er det da, men hvor bliver handlingen af? For verden, også den del af den der er vores, vrimler jo stadig med fattige og forsømte, med udstødte og utrøstede, med ensomme og trængte, ja med udbrændte, der har tabt pusten og gnisten i jagten på fylde og mening. Nej, dem har verden ikke fået færre af skønt rigdom og alt det, vi synes, vi selv kan magte.

Kære menighed, for mig at se kunne det nu nok tyde på at vi stadig har brug for den gamle kirke og dens gamle budskab. Ja, brug for en helt anden ånd end den som oftest råder og styrer i et menneskebryst.

Jo, vi har da mere end noget stadig og til stadighed brug for Ånden – med stort for at blive løftet op og ud i en sand beruselse af Spiritus Sanctus så småligheden og tanker som ”hvad nøt’ er det til”, kan blive sendt ad Hekkenfeldt til, så hjertet får gnist og glød, løftet op i et hav af liv og fylde, af glæde og frimodighed, af ægte medmenneskelig solidaritet og omsorg sådan som alene Guds Ånd kan vække liv af døde, omsætte døde ord til livgivende handling.

Jo, alene Guds Ånd kan vække liv af døde. Sådan som alt det grønne derude der netop nu så stærkt og så smukt i overflod omgiver os, også er et tegn på Åndens virke.
 
Alt det grønne som også kranser sig i hæk, træer og buske omkring haven med vor gamle kirke. Det grønne er håbets og paradisets farve. Det vælder os i møde når vi går ind ad kirkelågen, ind i haven der gemmer alle vores kære og savnede i deres grave.

Men herinde er de ikke bare døde og borte. De ligger i Guds have, vendt mod Opstandelsens Morgen, her synes vi, når vi står ved deres grav, at det pludselig kan falde så naturligt at snakke med dem at fortælle dem om det der fylder og rører sig i os. Her er de stadig – så lige ved og nær.

Jo, alt kan forekomme så helt anderledes herinde i haven, så anderledes fra verden udenfor med dens brølen og hæsblæsende jag. Vover man et øjeblik at åbne hjertet på klem, kan underet ske herinde; at vi gribes, beruses og flyttes. Som om et skæl fjernes fra vore øjne, ser vi pludselig at livstræet har fæstet sin rod i hver en grav..

Vi går op mod huset – Guds hus midt i haven. Og I kan jo prøve at lukke hjertet op på klem og følge med. Vi går ind og tages imod af serafer der hilser de vildfarne sjæle med kærlighedsglød. Vi fortsætter ad skibets mosaikgang mens vi omfavnes af Guds Lys der gennem ruderne omkranser og indhyller os i en myriade af korstegn, dåbens og frelsens kærtegn.

Vi nærmere os det allerhelligste – Guds himmeltrone – kun adskilt af den lyseblå himmelbue der kranser og afgrænser jord og himmel. Før var her en uoplukkelig port, men med påskemorgen blev porten sprængt af hængsler og i stumper og stykker, en vej blev banet, en himmelstige er sat ned, kun et par trin og vi står foran Guds ansigt, kranset af et veldækket bord.

Her knæler vi, og samles vi, her er plads til alle, på tværs af tid og sted, de levende med de døde, i et nu, i evighedstiden. Så tæt og forbundne med livets og kærlighedens kildevæld.

Vi rummer det ikke, for så stort og uden for alle tanker og jordiske forestillinger er Guds evige vælde, alfa og omega, begyndelsen og enden. Det løber sammen for vor øjne i en kollage af farver, hvid, blå, grøn og rød, men vi mærker det, vi føler det; fred og befrielse, liv og glæde, tro, håb og kærlighed i al sin fylde med Kristus, der gennemstrømmer og fylder os i livets brød og vin.

Kære menighed, måske kan det her lyde som bragesnak men det er det ikke for den der vover at lukke hjertet op på klem, for livet er langt større og rigere end det der kan måles og vejes.
 
Kære menighed. Der er en der en gang har sagt: Med hjertet er det som med faldskærme. De virker kun når de er åbne. Og det kan der jo være noget om. Sådan er det også med underet. For at underet kan ske i os, må vore sind og hjerter være åbne.

Og vover vi det – at give slip og lukke hjertet op på klem – så kan underet virkelig ske, at livet og alting bliver større og rigere, uden smålighed og tanker som: Hvad nøt’ er det til?

Jo, her bag den grønne hæk råder Guds ødselhed og storsind, som en lille, men grøn og livgivende ø for menneskesjæle, midt i en verden af larm, smålighed og fortræd..

Og derfor lader vi heller ikke småligheden råde herinde, derfor alle de smukke ting og farver; som den purpurrøde messehagel med forgyldt broderi og med alle de gyldne farver på dåbsfad, på altret, vægge og bænke. Derfor forsøger vi at gøre kirken så smuk som vi kan, fra vi træder inden for hækken, med blomster og paradisgrønt, og hele vejen herind og op til koret.

Og derfor ligner alt det, vi fortager os herinde med liturgien og ritualerne, heller ikke det vi gør og foretager os til hverdag uden for hækken – for her mødes himmel og jord for en stund, her er noget andet og større på spil, mere end hvad kolde hjerner kan rumme, for her fyldes hjertet med varme og glød.

Her styrkes vi, her oplives vi – til at gå ud i hverdagen igen og tage vores liv og ansvar på os. Her tjenes vi af Gud, for at vi kan tjene hinanden. Her kommer vi for at det kan blive pinse i os så alle de dybe toner kan vågne i os og blive liv og glæde. Jo, her opglødes vi så livet brænder stærkere i os end det ellers ville have gjort. Ja, her fyldes vi og beruses af Ånden så andre ånder jages på flugt, og de smukke ord og tanker vækkes til live og til handling.

Derfor blev det pinse hin dag i Jerusalem – for at rense ud og sætte nye kræfter ind i verden og for at få os til at tro, håbe og elske mere derude i verden – den nære som den fjerne.

Glædelig pinse.