rædikener

     - Når vi gør Gud for lille.

Prædiken holdt ved gudstjeneste i præstegårdshaven den 26.juni. 2005, 5. søndag efter trinitatis. Læs teksten om Peters fiskedræt her.

Kære alle, velkommen i den grønne lund, hvor fuglene de sjunge. Er der ikke bare blevet dejligt hernede i jeres præstegårdshave ?

I et svagt øjeblik, når vi – som nu – sidder her midt i al Skaberværkets herlighed og med Guds åbne blå himmel over os, ja så kan man da godt fristes til at sige, findes der i grunden noget bedre kirkerum end netop her midt Guds åbne natur. 

Ja, måske vi kunne fristes så vidt, som til at sige: Kommer vi i grunden ikke meget tættere på vor Herre hér, hvor enhver barriere mellem os og himmelen er væk? Ja, er vi i grunden ikke tættere på end i selv de mest storslåede og himmelstræbende kirker og katedraler? 

Mon ikke de fleste af os i naturen har oplevet det, vi kunne driste os til at kalde en ”religiøs oplevelse” ved dens skønhed og storhed. Ja, jeg tør indrømme, at jeg her i denne have gennem årene har haft flere sådanne oplevelser, hvor de små hår i nakken har rejst sig og vor Herre har været tæt på. Det er jo heller ikke uden grund, at jeg kalder haven for mit lille paradis. 

Så sagt med en omskrivning af en kendt formulering, ville det i grunden derfor ikke også være bedre at sidde i naturen og tænke på Gud, end at sidde i kirken og tænke på det dejlige vejr og haven derhjemme.

Der er faktisk mange kendte, der fortæller, at det netop var i naturen de mødte Gud, ja at det var netop her, de for alvor fik åbnet deres øjne for Guds nærvær og magt. 

En af dem var ingen ringere end vor egen Grundtvig, og han gjorde det faktisk i disse dage for præcist 194 år siden. Det var en sommerdag som denne i 1811. Grundtvig var just blevet ordineret til præst i København, og var nu på vej hjem med dagvognen, for at begynde sit virke som kapellan, hos sin far – et kald som han kun meget modstræbende havde sagt ja til. 

Den unge mand var dog opstemt, i godt humør den dag, han havde forladt hovedstaden, for den kunne i sommervarmen være en kvælende affære, nu skulle han ud i den åbne landlige natur, som han elskede og kendte så godt, og jo mere han nærmede sig sin hjemegn, des mere boblede glæden og forventningen i ham. 

Han var blevet sat af dagvognen i et stykke fra Udby og skulle gå det sidste stykke vej. Da han nærmede sig landsbyen og kunne skimte kirken, blev han pludselig grebet af et voldsomt mismod. For hvordan skulle han kunne magte det at være præst? Var han værdig nok til det? Var hans tro, så den kunne flytte bjerge? Nej, pludselig overvælder mismodet ham i sådan en grad, at han bare har lyst til at vende om og flygte. Han løb væk fra vejen og ind i en nærliggende skov og sank sammen i skovbunden. 

Da skete der noget, der ændrede hans liv. Ja, i virkeligheden var det, der skete i skoven, så stort og overvældende, at han faktisk først for alvor 26 år senere var i stand til at beskrive det klargørende i en prædiken over netop Peters fiskedræt, som også er dagens tekst (luk.5,1-11).. 

I den nævnte prædiken fra 1838 fortæller han følgende: ”Saaledes Venner! føler jeg mig ogsaa i Dag sat tilbage til mit første Præste-Aar…. thi da jeg den første Gang skulde tale til Menigheden om Dagens Evangelium, Peters Fiskedræt, da mødte Herren mig i Skoven, derfor har denne Tekst siden gjort mig dobbelt glad. Herren mødte mig ikke i drømme, men lysvaagen med sit Ord, og lagde det i min Mund og mit Hjerte, det troens Ord, jeg skulle prædike, mødte mig naturlig, som Han vandrede hernede, usynlig, men virkelig i Aanden og sagde til mig: Hvad spørger du om? Hvad leder du efter? Hvorfor ser du så betænkelig ud, fordi du i overmorgen skal tale om min Prædiken og Peters Kald? Tør du da virkelig ikke på mit Ord udkaste Garnet…..” 

Derefter fortæller han, at han efter dette møde med Herren i skoven, nu rejste sig frimodigt og så med fortrøstning både Udby Kirke og sin forestående præstegerning. 

Nu vil det hér komme for vidt, at fortælle hvor meget den oplevelse i skoven fik af betydning for Grundtvigs liv og tanker i det hele taget. 

Men på baggrund af den her oplevelse kan man da godt undre sig over, hvorfor Grundtvig ikke blev en stor bannerfører for nedbrydelse af kirkebygningen til fordel for en åben skovkirke/ naturkirke. 

Ja, faktisk kan det undre, at denne mand mere end nogen i vores historie kom til at betone og lovprise kirken og i særlig grad Gudstjenesten med dens faste form, som det sted, hvor vi – om noget – kommer helt tæt på vor Herre. Ja, faktisk var han, denne frihedens forkæmper, overordentlig meget betænkelig over for alle, der hævede, at de ikke havde brug for gudstjenesten som ramme for deres gudsforhold. Enhver der ville sige: ”Jamen jeg behøver ikke kirken og gudstjenesten for at forstå, hvem og hvordan Gud er, det kan jeg sagtens selv finde ud af ved at sætte mig i naturen og tænke over det”.

På den måde er der en stor fare. Vi kommer uundgåeligt til at gøre Gud alt for lille. 

Gud bliver på den måde nemlig ikke større end os selv, dvs. Gud bliver ikke større end de billeder og forestillinger, vi selv kan gøre os om Ham. Men Gud er jo langt større end os og de forestillinger, vi selv kan skabe om Ham. 

Gud er uudgrundelig. Derfor skal der mange billeder til for at beskrive Gud; derfor skal vi høre om Ham gennem Bibelens mange og forskelligartede billeder og historier, gennem præstens forkyndelse, fadervor, trosbekendelsen, vore salmer og ikke mindst skal vi høre Ham tale til os, sådan som Han gør det ved dåb og nadver. 

Vi er til stadighed nødt til at have vores billede af Gud korrigeret og indimellem også modsagt. Vi er nødt til at have vores forestillinger om Gud filtreret gennem gudstjenestens sigte, for ellers kommer vi let til at skabe Gud i vores eget billede og forestillingsverden. 

Og det kan sandt for dyden være ganske katastrofalt, hvis vi ikke får det billede justeret. 

Tag nu bare et ord som kærlighed. 

Vi kommer så let til at forveksle kærlighed med et arbejdsgiver-lønmodtager forhold: Hvis du støvsuger, skat, så får du et kys i aften, noget for noget. Men en sådan tanke har jo ikke meget med kærlighed at gøre. Kærligheden er jo netop kendetegnet ved, at den giver, også selvom man ikke har fortjent at få; kærligheden stiller ikke betingelser, den giver og handler uden tanke for belønning, den handler på trods af alt. Den tror, håber og udholder alt, som Paulus siger, den søger aldrig sit eget. 

Hvis vi ikke får modsagt en sådan arbejdsgiver-lønmodtager-forståelse af kærligheden, hvor galt kan det så ikke gå, når det er Guds kærlighed, vi taler om. Gud vil kun hjælpe os, hvis vi først gør et eller andet, om Gud vil frelse mig, kommer an på, om jeg har gjort mig fortjent. Min værdi i Guds øjne er afhængig af …….etc. 

Derfor er det så vigtigt, at vi får en sådan forståelse af Guds kærlighed modsagt. For Guds kærlighed er jo netop, at vi har den – også selvom vi ikke har fortjent den, ja på trods af alt er vi elsket. Som Simon Peter, der i dagens tekst blev kaldet som discipel og senere blev disciplenes leder, selvom han var den mest tvivlende, vaklende og troløse af dem alle.

Ja, eller som jeg har oplevet med syge, der ofte ligger og tumler med tanker om, hvad de har gjort forkert, siden de nu skal rammes. Det er nok Guds straf, at de er blevet syge, fordi de gjorde sådan og sådan. Men hvilket angst- og ensomhedshelvede, kan den syge ikke på den måde bringe sig selv i, hvis ikke sådanne forestillinger bliver modsagt af Jesu tale om, at ingen bliver syge som konsekvens af deres synd ?!!! Jo, jeg har oplevet, hvordan syge er blevet lettede og har fået nyt livsmod ved at høre sådanne bibelske fortællinger. 

Og sådan kunne man give mange andre eksempler på, at vi har brug for gudstjenesten med alle dens fortællinger, salmer, bønner, sakramenter etc. Men derfor kan vi jo godt engang imellem holde Gudstjeneste udenfor, som i dag hvor solen skinner i vores smukke have. Men der er unægtelig mange andre dage om året, hvor jeg er glad for, at vi kan komme inden døre og dér nyde et kirkerum, som er næsten lige så smukt som en sol-sommerdag i juni. Amen.