ræstens sider

     - Påske og Nadver

Påsken er ubestridt kirkens allerstørste højtid – for uden påsken og evangeliet om Jesu Opstandelse påskemorgen, ingen kristendom! Så kort kan det siges. Ja, uden påsken var der ingen kirke, ingen gudstjenester, heller ikke juleaften, ingen dåb, ingen konfirmation, ingen bryllupper, ingen begravelser, ja ingen tro, intet håb, ingen kærlighed osv.  - i hvert fald ikke i den betydning vi kender den fra Jesus af Nazaret, Kristus, Guds søn.

Og der var heller ingen Nadver! Men det er der jo heldigvis! Faktisk hver søndag. Og det er glædeligt. For tænk sig, om vi aldrig kunne være sikre på at få Guds tilgivelse og blive bekræftet i håbet om, at døden ikke er det sidste, der er sige om os. Men det er jo lige netop det, vi kan, når vi går til alters. Ja, Nadveren er på én gang kærlighedens og befrielsens sted!

Nadveren – et fortidigt, fremtidigt og nutidigt kærlighedsmåltid.
Nadver betyder egentlig måltid, aftensmåltid, og hentyder til Jesu sidste måltid med sine disciple skærtorsdagsaften og -nat. Ordene, vi siger ved enhver Nadver, er dem, Jesus selv brugte ved dette sidste måltid med sine disciple. ”Vor Herre Jesus Kristus tog i den nat, da han blev forrådt, et brød, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: ”Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig”. Ligeså tog han også kalken (bægeret med vin) efter aftenmåltidet, takkede, gav dem den og sagde: ”Drik alle heraf, denne kalk er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette til ihukommelse af mig.”

Dette lidt mærkelige ord ”ihukommelse” er egentlig et gammelt ord for at huske og mindes. Men der ligger alligevel en lidt større betydning i ordet end bare at mindes og huske; nemlig den, at når vi sidder eller rettere knæler ved halvbuen foran altret, som arkitektonisk er et billede på bordenden af et uendeligt ovalt bord, så er Jesus selv tilstede ved den anden bordende, som Han var det den sidste aften i Jerusalem, og som Han vil være det engang, når vi samles med Ham, igen synlig for øjet, i Guds rige. Der ligger altså i ordet både noget fortidigt, noget fremtidigt, men også noget nutidigt!

Nadvermåltidet bliver også kaldt kærlighedsmåltidet. Og hvilket kærlighedsmåltid! Umiddelbart var der dog ikke meget kærlighed, endsige nogen særlig god stemning, omkring det bord den aften i Jerusalem. Jesus vidste, at Judas snart ville forråde ham, og at, skønt de andre disciple med Peter i spidsen bedyrede, at de aldrig nogen sinde ville forråde og benægte ham, ja de var alle parat til at dø for ham, ja, så vidste Jesus, at det kun blev ved ordene. For da det kom til stykket, svigtede og forrådte de ham alle 12.

Men når det bliver kaldt et kærlighedsmåltid, så skyldes det ikke disciplene, men netop det, at skønt Jesus vidste, hvad der ville ske, og hvordan disciplene ville reagere, ja, så blev Han alligevel siddende sammen med dem. HAN BLEV !!! Hvem af os ville det, hvis vi vidste, at vores bedste venner ville forråde og svigte os?

Ja, ydermere forkyndte Jesus for de svigefulde disciple og alle senere kristne dér ved bordet, at Han efter sin død og Opstandelse ville mødes med dem, når de samledes om måltidet eller Nadveren. For her at tilsige dem – og os – syndernes forladelse og love os del i det evige liv. Og det kan man da kalde kærlighed! Ja, en befrielse!

Dåb – frihed til at leve med frimodighed.
Da vi blev døbt, fik vi Guds ord for, at vi nu kunne leve resten af vores liv uden bekymring, frygt; uden at være i tvivl om vores værdi og værdighed. For Gud sagde, at Han ville være med os hele livet, hjælpe med at bære det liv, der nu bliver vores, ja stå inde for os på trods af alt, og når den dag kom også bære os over broen til Guds rige.

Vi blev med andre ord sat fri til at leve med frimodighed.
I dåben blev det også fortalt os, at Gud ligefrem har brug for os. Og det er da altid underfuldt at høre, at nogen har brug for én, at det ikke er ligegyldigt, om man er her eller ej. Og mindre underfuldt bliver det jo ikke, når det ligefrem er Gud der siger det.
Og det er, hvad Han siger: Du skal lade din frimodighed smitte af på dine omgivelser. Ja, eller som vi plejer at udtrykke det: Du skal elske din næste!

Synd betyder at ramme forbi eller gå fejl af målet. (Her tænker jeg på det oprindelige græske ord for synd. Græsk er jo det sprog, Det Ny Testamente opr. er skrevet på.) Og det er, hvad man gør, når man synder; man går fejl af meningen med sit liv. I stedet for at leve i frimodig tillid til Guds kærlighed og omsorg for os og lade andre nyde godt af det, lader vi os let binde og styre af alt muligt andet, ja alt det som i sidste ende kun ender i bekymring, tvivl osv.

Og derfor er det glædeligt, at vi har Nadveren med syndernes forladelse. Det sted som befrier os for alt, hvad der trælbinder og styrer os! For når vi går til alters, får vi Jesu ord for, at vi har lov til at lade det alt sammen ligge der og rejse os og starte på en frisk! Ja, ikke nok med at vi hører det, vi tygger og skyller det i os, så vi kan mærke det helt ned i maven og fornemme, hvordan frimodigheden forplanter sig ud i hele kroppen, så ens omgivelser ikke kan undgå at mærke det de følgende dage.

Nuvel, det holder måske sjældent så længe ad gangen, men så er det jo glædeligt, at der indbydes til Nadver igen næste søndag.

Denne er dagen, som Herren har gjort
den skal hans tjenere fryde;
op Han i dag lukked Himmerigs port,
så skal hver søndag det lyde;
thi i dens hellige timer
herlig af graven opstod Guds Ord,
nådig fra Himlen Guds Ånd nedfor.
Ved I nu, hvorfor det kimer?

Ja, lad så virke Dit bad og Dit bord
med de indviede tunger,
at det kan høres, Din Ånd og Dit Ord
er det, som taler og sjunger!
Lad os det føle og smage;
Ånden er bedre end kød og blod,
Herren er liflig og ejegod,
kristne har kronede dage!
(N.F.S. Grundtvig, 1837, v. 1 + 4)