ræstens sider

- At sige: Tak

Da jeg stod og så ud over alle de høstede marker, som jo i sig selv er et betagende syn, og som uundgåeligt hvert år gør noget ved én, slog det mig, at når vi om nogle uger holder høstgudstjeneste eller takkegudstjeneste her i kirken, så holder vi den jo heller ikke, fordi vi er søde, fromme og pæne kristne, som nok ved, at vi altid skal huske at sige pænt tak!

Nej, vi holder da høst- og takkegudstjeneste, fordi vi ikke kan lade være.

Høstmarker

Ja, vi holder den, fordi vi på forunderlig vis modtager så ufattelig meget. Ja fordi vi har så ødsel en giver, der giver os liv, børn, tilgivelse, håb, mennesker der elsker os, ja giver os livets brød, ord og vand – også selvom vi ikke har fortjent det. Vi gør det, fordi vi er så overstrømmende glade og taknemmelige, at vi slet ikke kan lade være ! Ja … eller gør vi?

Ja, eller gør vi, for er det ikke rigtigt, at jo rigere og mere velbjærgede vi er blevet, jo mere blinde og døve er vi også blevet overfor al den rigdom vores liv i grunden er fyldt med. Ja, af erfaringen både i mødet med andre, mens så sandelig også fra mig selv, ved jeg, hvordan den sure selvfølgelighed og forurettethed let har det med at snige sig ind i ens sind. Der skal ikke megen modgang til, før man føler sig snydt af livet og vor Herre.

Ja, det er et meget velkendt fænomen, at vi meget mere ser og fokuserer på det lidt vi ikke har og kan – vi skumler og føler os åh så snydt og forurettede – alt imens vi glemmer alt det og meget mere vi faktisk vitterlig har og kan!

Og hvis man ikke passer på, så kan den sure fornærmethed og evige brokken meget let gå hen og blive sådan en helt naturlig tilgang til livet i det hele taget.

Men der er en kur mod dette velbjærgede danske brokkeri, den velbjærgede danske forudrettethed, nemlig at vi, som en af mine kollegaer har sagt det, øver os i at sige TAK. Ikke fordi vor Herre kræver det af os, eller fordi Han ikke kan undvære at høre, at vi siger tak, det klarer Han nok, Han kender os jo! Nej vi skulle tage at gøre det for vores egen og hinandens skyld.

For livet bliver nu engang gladere og større – både for en selv og dem vi omgås – når livet omfattes med taknemmelighed og opfattes som en ufortjent og overvældende gave fra Gud og ikke som en ret. Ja, selv når livet i større eller mindre grad og for kortere eller længere tid ikke former sig, som vi helst så det, så kan det gøre en utrolig forskel.

Jo, det vil gøre en kæmpe forskel i vores liv, for vores kære, for vores samfund, for vores sundhed og for vores livskraft.

Jo, det gør en forskel, selv på en af de her forstenede dage, hvor vores sind ikke nemt lader sig fylde af glad taknemmelighed, ja, da kan det faktisk alligevel hænde at den opstår – netop når vi siger tak eller synger en lovprisningssalme. Som et ord, der skaber, hvad det nævner.

Og tror I mig ikke ? – Så kan I jo prøve at give slip på det hele og skråle løs på en af vores pragtfulde takkesalmer og se, hvad der sker med jer!

Må jeg bare foreslå en af mine helt store favoritter; “Himlene Herre fortælle Din ære".

Himlene, Herre, fortælle din ære,
Mesteren prises af hvælvingen blå,
solen og månen og stjernernes hære
vise os, hvad Dine hænder formå.
Men i Dit hus, i Din kirke på jorden,
dér tale dage med dage om Dig,
dér sig forklare Din sol og Din torden,
dér på oplysning selv natten er rig.
Ej er i sandhed der ord eller tanke,
som i Dit hus jo fik mæle og røst,
og alt så vide, som stjernerne vanke,
bringe på jord de oplysning og trøst.
Ordet med solen i skiftende tider
udgår som brudgom i morgenrød glans,
strålende frem ad sin bane Det skrider,
krones som helten med aftenrød krans!
Så på sin bane Din sol i det høje,
lyset i sandhed, omrejser vor jord,
intet i verden er skjult for dens øje,
aldrig udslettes dens strålende spor.
Ren som et guld er den lov, Du har givet,
omvender sjæle, som agte derpå,
trofast Dit vidnesbyrd fører til livet,
vismænd det gør af vankundige små!

N.F.S. Grundtvig
1837
DDS 392

Til top